Søgemaskineoptimering som levevej
En weblog om livet som selvstændig og arbejdet med professionel søgemaskineoptimering

Når jeg sidder i toget på vej fra København til Århus er det som regel på 1. for her er det fuldt aksepteret at der skal arbejdes.
Når man arbejder med søgemaskineoptimering er der en del computertid indvolveret så 3 timer i et tog kan blive særdeles produktive hvilket jo gør det noget nemmere at finde nogen der vil betale for de 3 timer
Det er som sagt helt indforstået for alle der kører på 1. at man er på kontoret, men der er i stigende grad nogen der glemmer at det ikke er deres eget private kontor de befinder sig på, således blev jeg idag vidne til 3 højlydte mobil samtaler som jeg undernormale omstændigheder ville have forventet at folk holdt væk fra tilfældiges nysgerrige øren (deri indberegnet mine egne).

1. samtale var en skilsmisse mor som skælte sin x ud i en halv time over at hun ikke kune få pengene til at slå til, at børnene var en uendelig række af uforudsete udgifter og at hun aldrig ville give ham syndsforladelse for alle de ting han havde gjort (listen var lang men inkluderede dog ikke utroskab), det undrede mig at hun havde lyst til at delaktiggøre os andre i disse temmeligt intime detaljer fra sit liv, men måske var svaret at hun følte at når hun så ud af vinduet mens hun snakkede og derfor ikke så den fyldte togvogn, ja så kunne vi heller ikke høre hende.

2. samtale var en revisor der forklarede en navngiven kunde, som jeg ikke vil nævne navnet på her, hvordan denne kunde skulle snyde en anden navngiven kunde til at betale for flere timer end de brugte, jeg havde måske kunnet forstå det hvis hun bagefter havde gået vognen rundt med sit visitkort og et løfte om at hun også kunne hjælpe os til at snyde vores kunder, men det virkede næsten somom hun ville fortælle os om denne kunde der skulle snyde en anden kunde (mon ikke de ville se sig om efter en anden revisor hvis de havde vist hvor hun befandt sig?).

3. samtale var mere indenfor mit eget område, en mand der arbejdede med markedsføring rådførte sig med en kolega om hbordan han bedst kunne spille på 2 heste nemlig hans nuværende firma, hvis navn han nævnte, og et nystartet firma som havde stillet ham i udsigt at de ville være meget intereserede i at overtage både ham og hans trofaste kunder, igen undrer det mig at han ikke har nogen tanke for at en af tilhørende i togvognen måske kender en der kender en der arbejder for hans firma, det ville jo nok være temmeligt uheldigt hvis hans nuværende chef fik et tip om at en betroet medarbejder var på vej ud medtagende firmaets kunder (det ville ikke være svært at komme med et signalement).

Jeg forstår simpelthen ikke hvad det er der gør at folk uden at ryste det mindste på hånden vælger at delaktiggøre totalt fremmede mennesker i deres intime hemmeligheder, men det er måske det samme der gør at folk betror sig til deres 200 nærmeste venner på Facebook flere gange dagligt og med et lignende niveau af ærlighed, det er under alle omstændigheder ikke en måde at drive en forretning der beskæftiger sig med søgemaskineoptimering og online markedsføring.